Danmark har fået ny ferielov…
og det har betydning for både virksomhedsledere og medarbejdere.
I det følgende hjælper vi dig gennem de vigtigste punkter at forholde sig til.
Husk at du altid er velkommen til at henvende dig med dine spørgsmål.
Vi har i mange år haft en temmelig kryptisk ferielov, hvor der gik lang tid fra optjeningstidspunktet til afholdelsestidspunktet. Det var ikke særlig hensigtsmæssigt for lønmodtagere, som var nye på arbejdsmarkedet.
Det bliver der nu lavet om på, således at man optjener ferie og kan afholde den umiddelbart efter. Men der er desværre en ret bøvlet overgangsperiode i de næste 12-16 måneder.
I denne overgangsperiode optjener alle lønmodtagere feriemidler, men som skal indefryses og udbetales når de fratræder arbejdsmarkedet. Den nye ferielov begynder rigtigt den 1/9-2020.
Overgangsordningen er lavet for at sikre, at virksomhederne ikke skal betale dobbelt feriepenge, og at lønmodtagerne ikke modtager dobbelt udbetaling på et år.
Afregning og indberetning
I forhold til indberetninger og indbetalinger bliver der forskel på, om dine medarbejdere er ansat med afregning til Feriekonto eller med ferie med løn.
Hvis du hovedsageligt har medarbejdere, der er ansat med afregning til Feriekonto (ikke funktionæransatte), vil der næsten ikke ske nogle ændringer. Der vil fortsat indberettes og afregnes til Feriekonto, som sørger for den rigtige indberetning/indbetaling til Lønmodtagernes Feriemidler til de pågældende frister.
Hvis du har funktionæransatte, skal du som arbejdsgiver sørge for den korrekte indberetning. Du skal især være opmærksom på følgende:
- ansatte, der stopper i indefrysningsperioden (1/9-2019 – 31/8-2020) og udbetaling af feriepenge (hvis du udbetaler for meget – kan du komme til at betale dem to gange)
- ansatte, der er nye på arbejdsmarkedet, som har optjent mindre end 8,3 feriedage til afholdelse i sommeren 2020. De har ret til at bruge nogle af deres indefrosne feriepenge.
- Indberetning til Fonden senest d. 31/12-2020
Afholdelse
Fælles for alle er, at vi skal vænne os til at regne på feriedage hver måned – faktisk hele tiden.
Alle medarbejdere vil have en saldo med feriedage, hvor der hver måned tilskrives 2,08 dage og fratrækkes de afholdte feriedage. Denne saldo kan ikke blive negativ – med mindre du bestemmer at man kan det i din virksomhed.
Det betyder også, at man i højere grad skal planlægge sin ferie. F.eks. kan det være nødvendigt at overføre ferie fra et ferieår til det næste for at få regnestykket til at gå op.
Vores samarbejdspartner har udarbejdet 2 guides, som på meget overskuelig vis beskriver den nye ferielov for henholdsvis arbejdsgiver og ansatte.
Guiden Forstå ferieloven på 10 minutter henvender sig primært til dig som arbejdsgiver.
Guiden Ny ferielov – og hvad så – til medarbejdere henvender sig til ansatte. Du kan med fordel printe og udlevere denne til dine medarbejdere. Den fortæller dem, hvordan den nye ferielov fungerer, og hvad de selv skal foretage sig.
Hvis du er løn-kunde i STEPTO a/s, vil du løbende blive orienteret, ligesom vi vil assistere løbende – f.eks. i forbindelse med fratrædelser med de korrekte indberetninger.
Husk at du altid er velkommen til at kontakte os med spørgsmål. Vi hjælper hellere end gerne.