Stepto A/S ansætter Lis Nørgaard som ny HR- og lønkonsulent. Med ansættelsen kan vi nu tilbyde nordjyske landmænd en bredere vifte af ydelser på hele HR-, personale- og løn-området
Overenskomster, ferieregler, barselsregler, lønkørsel, regler for udenlandsk arbejdskraft og så videre. Hele personale-området kan blive en omfattende opgave, hvis den enkelte landmand selv skal varetage den ved siden af den øvrige daglige drift af sin virksomhed.
I Stepto har vi derfor valgt at ansætte Lis Nørgaard som HR- og lønkonsulent til at bistå vores landmandskunder med en lang række forskellige opgaver inden for personaleområdet.
“Vi er glade for at kunne præsentere Lis Nørgaard som vores nye HR- og lønkonsulent. Lis har et stort kendskab til hele HR-, personale- og lønområdet herunder blandt andet overenskomster, barselsregler, refusion, udenlandsk arbejdskraft og meget mere. Hun har desuden et stort forhåndskendskab til landbrugssektoren. Vi ser frem til nu at kunne tilbyde en endnu bredere vifte af ydelser på HR-, løn- og personaleområdet”, forklarer Margrethe Brandt, direktør og medindehaver af Stepto A/S.
Stigende efterspørgsel
Landbrugsvirksomhederne bliver fortsat større, mere komplekse, mere professionaliserede og med flere ansættelser end hidtil, og især den yngre generation af landmænd ser sig lige så meget virksomhedsledere som landmænd i traditionel forstand. Disse mange forhold fordrer en højere grad af professionalisering og systematisering i arbejdet med områder som blandt andet løn, ansættelse, ferie, barsel og refusion.
“Som landmand med en stor bedrift og mange ansatte kan HR- og lønopgaverne hurtigt blive en stor mundfuld og en tidskrævende opgave. Derudover er det kritiske områder, som der bare skal være styr på. Det er landmændene klar over, og derfor oplever vi, at flere og flere efterspørger ekstern bistand til at sikre, at disse typer opgaver bliver løst rigtigt og til tiden“, forklarer Margrethe Brandt.
Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte Lis:
Lis Nørgaard
HR- og lønkonsulent
Tlf. 9636 5207
lis@stepto.dk