Vi nærmer os december, og mange er begyndt at tænke på julegaver til deres medarbejdere. I den forbindelse er der nogle regler, du skal være opmærksom på.
I 2024 er grundbeløbet for gaver og andre smågoder, som du kan give skattefrit til dine medarbejdere, på 1.300 kr. Heraf må du maksimalt købe en julegave til 900 kr. pr. medarbejder.
Du har muligvis i løbet af året givet dine medarbejdere andre gaver eller smågoder. Dette kan være nogle flasker vin, et påskeæg, en sommergave mv. De beløb skal også medregnes i det skattefrie grundbeløb på 1.300 kr.
Et eksempel:
- Dine medarbejdere har i foråret fået et påskeæg til 100 kr.
- Til sommer har du givet dem en sommergave til 400 kr.
- Inden købet af julegaver er der derfor købt gaver og andre smågoder for 500 kr. pr. medarbejder.
Når du kommer over de 1.300 kr. i alt, vil alt, der falder under gaver og andre smågoder, blive skattepligtigt – altså 500 kr. i ovenstående eksempel. Dine medarbejdere vil i dette tilfælde selv skulle indberette de 500 kr. til Skattestyrelsen. Beløbet beskattes som anden personlig indkomst uden arbejdsmarkedsbidrag.
Julegaven til 900 kr. forbliver skattefri, selvom det samlede beløb overstiger 1.300 kr.
Hvis du ikke allerede har købt julegaver, er det derfor en god ide at regne efter, hvor meget du har købt for indtil nu. På den måde kan du sikre, at du ikke overstiger de 1.300 kr., så dine medarbejdere ikke skal beskattes.
Hvis du som arbejdsgiver har købt én gave i form af naturalier, hvor beløbet overstiger de 1.300 kr., er hele beløbet skattepligtigt, og du skal sørge for at indberette beløbet til Skattestyrelsen som B-indkomst uden arbejdsmarkedsbidrag (personalegode).
Regler for køb af gavekort til dine medarbejdere
Gavekort sidestilles med kontanter, og giver du et gavekort til dine medarbejdere, skal de beskattes af hele beløbet. Du har som arbejdsgiver pligt til at indberette beløbet til Skattestyrelsen. Kontantgaver og skattepligtige gavekort indberettes som A-indkomst.
Under særlige forhold kan gavekort dog gives skattefrit. Her skal følgende betingelser være opfyldt:
- gavekortet kan ikke kan ombyttes til kontanter
- gavekortet er personligt; dvs. at gavekortet ikke kan indløses af andre end modtageren selv
- gavekortet skal være til en helt specifik gave og kan dermed for eksempel ikke være et gavekort til et stormagasin.
Køb af julegave via diverse hjemmesider
Mange benytter sig af hjemmesider, hvor medarbejderne selv kan vælge én julegave. For at gaven kan anses for skattefri, må den maksimalt koste 900 kr., og der må ikke være mere end 25 gaver at vælge imellem på den pågældende hjemmeside.
Gaver til kunder og samarbejdspartnere
Hvis du køber gaver til dine kunder og samarbejdspartnere, anses de for repræsentation, og virksomheden kan få fradrag for 25 % af udgiften. Det er vigtigt, at det fremgår af bilaget, hvem der modtager gaven. Hvis det ikke fremgår, kan Skattestyrelsen nægte fradrag for udgiften og i stedet betragte gaven som en privat hævning i virksomhedsordningen.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til reglerne for (jule)gaver til dine medarbejdere, er du velkommen til at kontakte skattekonsulent Christina Lindholm Green på christina@stepto.dk eller tlf. 9636 5231.